JBL Everest Elite 700 Bluetooth høretelefon – test og anmeldelse
Review Overview
Overall: 8.00
JBL er et sjovt mærke at skulle anmelde.
For så mange af os i den alder hvor man drikker mere rødvin end Mokai står JBL som et symbol for kæmpestore enormt velspillende gulvhøjttalere til fornuftige priser tilbage i 1980’erne. Siden da blev de opkøbt af Harman Industries (som også ejer AKG) og er altså efter opkøbet i 2016 nu en del af Samsung.
JBL har gennem de seneste år været splittet ud i en Pro afdeling med deres vilde Project højttalere (Everest, K2) og den yderst vellydende Array serie. Samtidig har de sendt en masse konsumprodukter på markedet under JBL mærket, som har gjort det lidt svært at vide hvad man egentlig kan forvente af et JBL produkt i dag.
Som udgangspunkt er det meget let at feje JBLs konsumprodukter af banen som nogle inferiøre plastikdimser som bare lever højt på navnet fra de gode gamle dage. Man skal dog ikke undervurdere værdien af at Harman Industries har ganske enorme summer at smide efter Research & Development, og på den måde har nogle helt andre muligheder for at produktudvikle end de fleste konkurrenter som i høj grad tuner nogle kinesiske prototyper og får sem sendt på markedet under eget navn. Blandt andet har JBL i mange år kunnet nyde godt af at have nogle af verdens dygtigste akustikere andsat, herunder Sean Olive, som har glemt mere om høretelefoner end de fleste af os nogensinde kan håbe på at lære gennem et helt liv.
Design, features og komfort
Ud fra navnet kan man næsten gætte at der er tale om en topmodel i serien. JBL har valgt at benytte Everest navnet, hvilket virker lidt komisk, taget i betragtning at en Project Everest højttaler har to 15″ basenheder, fylder som et køleskab, og vejer 142 kilo – pr. styk.
Serien inkluderer også et par trådløse in-ears (JBL Everest 100) samt on-ear modellerne Everest 300 og Everest Elite 300. Hertil kommer en Everest 700, altså uden fornavnet Elite.
Forskellen på Elite modellerne og de billigere “normale” model 300 og 700 er aktiv støjreduktion, medfølgende app til smartphone og en truenote kalibrering, som efter sigende tilpasser lyden efter dit øres udformning ud fra en testtone sendt ud i høretelefonen. Hertil kommer en række fremtidsmuligheder i Elite modellerne som har indbygget en række tekniske detaljer, som gør det muligt at programmere dem meget detaljeret, og JBL har ved årsskiftet annonceret et Software Developer Kit til alle som vil udvikle på høretelefonerne.Til gengæld kan de billigere normalversioner sende Bluetooth signalet videre til et andet sæt høretelefoner, så man kan dele musikken fra en enkelt afspiller.
Da den første sending Elite 700 som kom på markedet havde de en så betydelig forsinkelse på lyden ved Bluetooth, at de i praksis var ubrugelige til film. I den situation var det ret handy, at de kan softwareopdateres, så man kunne rette problemet hurtigt, også for de produkter der allerede var solgt.
Designet er simpelt og pænt, men temmelig robust på den måde som gjorde de første Beats by Dre modeller markante at se på. Der er ikke gjort noget forsøg på at skjule at der er tale om en høretelefon, og diskretion har bestemt ikke været en æressag for JBLs designere.
Den hvide model jeg har haft til test er sådan set ret pæn at se på og materialerne virker lækre (om end en smule plastikagtige) og meget holdbare. Jeg ville ikke være bange for at tabe dem på gulvet. Jeg kan dog være lidt skeptisk over for hvordan den pæne hvide farve vil se ud efter et par års jævnlig brug – men så findes der jo en sort model, hvor det ikke er et problem. Sammenlignet med modeller fra Bose og Beats er der ikke noget at udsætte på udførelsen, men til samme pris er der en helt anden følelse af kram over eksempelvis Denons AH-GC20 eller Parrot Zik
Ørepuderne er store og dækker fint om ørerne, så der lukke af for udefrakommende støj. Selv når de sidder bedst har de dog en tendens til at gå i selvsving når man bevæger hovedet, så de er helt klart ikke særligt velegnede til aktiv brug eller til sport. D
en relativt flade bue på bøjlen, kombineret med et begrænset lag polstring, gør at man kan blive lidt træt i hovedbunden når man har dem på i længere tid ad gangen. Det var lidt det samme jeg oplevede med NAD Viso HP50 i sin tid. Jeg vil ikek sige at det er diskvalificerende, men jeg endte med at google efter kløe i hovedbunden da jeg havde brugt dem intensivt i flere dage.
Høretelefonerne kan klappes sammen når de lægges i det medfølgende etui, og så fylder de overraskende lidt, i forhold til deres størrelse i udpakket stand. De er dog stadig ret bastante, hvis man sammenligner med mindre modeller.
Batteritiden ved fuld opladning er opgivet til 15 timer ved trådløs brug, hvilket passer meget godt med min oplevelse, og generelt er der rigelig juice til selv en længere flyvetur med masser af musik og film. Hvis man løber tør for strøm kan med bruge høretelefonerne med det medfølgende kabel. Jeg vil hertil beklage, at stikket på høretelefonen er et 2,5 mm mikro-jack og ikke et almindeligt minijack stik. et standard minijack havde gjort det lettere at finde en erstatning i en snæver vending. Til gengæld får JBL store pluspoint for at lave en høretelefon som lyder lige så godt kablet som via Bluetooth – det er absolut ikke altid tilfældet.
Lyden i JBL Everest Elite 700
Der er mange faktorer at tage med ved vurderingen af en Bluetooth høretelefon med kabelmulighed, aktiv støjreduktion, indbygget equalizer, personlig kalibrering og justerbar “Ambient aware” indstilling.
Den mest almindelig konfiguration er nok trådløs brug uden equalizer og med støjreduktion slået til. Her klaret JBL’en det rigtig godt. For en trådløs høretelefon i prislejet lige under 2000 kroner er den meget ren og homogen i lyden. Der er ikke nogen overdrevet fokus på et enkelt frekvensområde, og generelt fremstår musik flot neutralt, med måske en lille fokus på bassen. Der er ikke den store forskel i lyden afhængig af om støjreduktionen er slået til eller fra.
Som det generelt gælder ved Bluetooth høretelefoner, skal man ikke forvente en lydkvalitet som et par gode kablede høretelefoner i samme prisklasse (fx. gør NAD Viso HP50 det ret meget bedre til samme pris). Det er dog de færreste som vil blive skuffede i daglig brug og der er masser af trådløse høretelefoner i samme prisleje der ikke gør detlige så godt.
Med støjreduktion slået til under trådløs brug er der en svag susen i høretelefonerne som er høj nok til at man kan høre den, men ikke høj nok til at man lægger mærke til den, udover i pauser mellem musiknumre. Støjen er på niveau med hvad der kan forventes af høretelefoner med aktiv støjreduktion. Støjreduktionen er i øvrigt ganske effektiv. Ikke på Højde med Bose og Sonys bedste modeller, men bedre end eksempelvis de modeller fra Denon og Plantronics jeg tester for tiden.
Gennem den medfølgende app er der rig mulighed for at justere på lyden som man måtte ønske. Der er 3 foruddefinerede indstillinger og hertil kan du selv tilføje yderligere profiler med den indbyggede 10-bånds equalizer. Der er ligeledes mulighed for at justere hvor meget af den udefrakommende lyd man ønsker at høre, så man kan tilpasse niveauet af udefrakommende lyd efter hvor meget man har brug for at orientere sig om sine omgivelser. I JBLs app kan man endda justere niveauet af ekstern lyd for hver enkelt øre separat. Jeg har meget svært ved at se den relevante use case hvor det er vigtigt, men det er ret fascinerende at lege med.
Prisen på JBL Everest Elite 700
Den typiske udsalgspris er 1995 kroner. Du kan finde den aktuelt laveste pris på Pricerunner her.
Konklusion
Her går du ikke galt i byen. Et godt holdbart produkt med flere features end du har brug for, rimelig batteritid og lydkvalitet over gennemsnit i prisklassen. Støjreduktionen er i den gode ende.
Komforten er på mine ører ikke til at sidde på kontoret med dem det meste af dagen, men de er fine til almindelig brug.
Tekniske specifikationer
- Enhedsstørrelse: 40mm
- Dynamikområde: 10-22 kHz
- Enhedsfølsomhed: 99 dB ved 1 kHz, 1 mW
- Maks. SPL: 114 dB
- Mikrofonfølsomhed: -42 dBV/Pa
- Bluetooth-sendeeffekt: <4 dBm
- Bluetooth-spec.: 4.0
- Bluetooth-profiler: A2DP V1.2, AVRCP V1.4, HFP V1.6, HSP V1.2
- Batteritype: Li-ionpolymerbatteri (3,7 V, 850 mAh)
- Musikafspilningstid med ANC til og Bluetooth til: op til 15 timer
- Musikafspilningstid med ANC til og Bluetooth fra: op til 19 timer
- Musikafspilningstid med Bluetooth tændt: op til 19 timer
- Mål B x H x L (mm): 76,9 x 176,5 x 169,5
- Vægt (g): 305
1 comments on “JBL Everest Elite 700 Bluetooth høretelefon – test og anmeldelse”